Logo

Månedens fund maj 2009

Afghanistan-caravanserai

Afghanistan

I de sidste knap 30 år har Afghanistan være præget af krig, borgerkrig og ødelæggelser. Først krig med Sovjetunionen (1979-89), så borgerkrig mellem krigsherrerne (1989-94), så krig med Taleban (1994-1996), derefter krig med USA (2001-2002) og endelig den fortsatte krig mod talebanske oprørere.

Afghanistan har ikke været borte fra de internationale nyheder i løbet af denne tid, så det er svært at forestille sig, at der var engang, hvor Afghanistan var et overset og hemmelighedsfuldt land, som kun de færreste vidste noget om.

En af dem, der havde sat sig for at udforske det gamle kulturland, der havde ligget som et vigtigt knudepunkt på Silkevejen mellem Øst og Vest, var i øvrigt den danske opdagelsesrejsende Henning Haslund-Christensen, der omkom i Afghanistan i 1948 under en af sine ekspeditioner. Han ligger begravet på den kristne kirkegård i Kabul.

Et glemt Afghanistan
De mange krige har betydet, at store dele af landets byer, huse og bygningsværker er skudt mere eller mindre i sænk. Specielt under borgerkrigen gik det hårdt ud over Kabul, hvor store dele af byen blev omdannet til ruiner.

Derfor er der grund til at gøre opmærksom på Oskar von Niedermayers bog om Afghanistan, der udkom i 1924. Det er først og fremmest en billedbog med 246 fotografier, der beretter om mennesker, byer, arkitektur, landskaber og moskeer fra en glemt Afghanistan, som ikke eksisterer mere. Sådan så der faktisk ud engang: Smukke gamle karavane-herberger, såkaldte karavanseraier, inde midt i Kabul, hvor rejsende fra nær og fjern kunne overnatte med deres dyr og handelsvarer; gamle fæstningsanlæg; moskeer; broer etc.osv. Bogen rummer også portrætter af dervisher, tiggere, soldater, karavaneførere, håndværkere og kvinder. Udover de mange glimrende fotografier giver Niedermayer en kort beskrivelse af landets geografi, klima, befolkning, arkitektur m.v. og professor Ernst Diez en beskrivelse af de buddhistiske og islamiske bygningsværker i landet.

Afghanistan-portræt Afghanistan-portræt

Tyskerne i Afghanistan
Oskar von Niedermayer (1885-1948) var tysk general, videnskabsmand og opdagelsesrejsende. Han omtales af og til som den tyske ”Lawrence of Arabia”, fordi han i 1915-16 anførte den tysk-tyrkiske ekspedition til Afghanistan for at få afghanernes støtte til krigen mod England ved angreb på britisk Indien. Forsøget mislykkedes, og efter 1.verdenskrig studerede han ved universitetet i München indtil han vendte tilbage til et job som rådgiver i den tyske hærs afdeling i Moskva indtil 1932. Han blev genindkaldt til hæren under 2.verdenskrig, hvor han arbejdede som instruktør for de tyske tropper i det sydlige Sovjetunionen. Efter krigen blev han arresteret af sovjetisk militær, og i Moskva blev han dømt ham til 25 års fængsel. Han døde af tuberkulose i 1948.

Oskar von Niedermayer: Afghanistan. Leipzig, 1924. (II 6665)

Sidst opdateret 01.09.2010