Månedens fund juli 2009

Detalje fra Léon Baksts kostyme til rollen som Shah Zeman i balletten Shéherazade fra 1910

From Russia with Love

Den 19. maj 2009 var det 100 år siden, at den russiske impresario Serge Diaghilev præsenterede sit nye russiske balletkompagni Ballet Russe (Den Russiske Ballet) i Paris med forestillingen “Le Pavillon d’Armide”. Det var intet mindre end en sensation, som vakte stormende begejstring hos det parisiske publikum, ikke mindst på grund af den fysiske og tekniske brillans hos den russiske danser Nijinskij i rollen som Armids slavedreng. Ikke kun danserne var russiske, men også musikken af Tcherepnin, koreografien af Mikael Fokine og scenografien af Alexandre Benois var russisk. Forestillingen blev samme sommer efterfulgt af Fyrst Igor og Cléopatra med musik af henholdsvis Borodin og Arensky og med kostymer og scenografi af Nicholas Roerich og Léon Bakst. Alt sammen russisk, og Paris var på den anden ende.

I de næste 20 år, indtil Diaghilevs død i 1929, vakte Ballet Russe sensation og opsigt overalt i Europa og gjorde ballet til højeste mode. Endvidere prægede kompagniet tidens smag, tøjmode, kunsthåndværk og interiør. Ballet Russe regnes i dag for det mest indflydelsesrige balletkorps i det 20. århundrede.

Ballettens renæssance
Ballet Russe var et helt unikt balletkompagni, der i Vesteuropa genindsatte balletten som en betydningsfuld kunstart på linje med opera og teater. De russiske dansere imponerede ud over alle grænser på grund af deres fremragende teknik. Blandt de kvindelige dansere må nævnes Anna Pavlova, Tamra Karsavina og Ida Rubinstein. Og blandt de mandlige Mikael Fokine, George Balanchine, Leonide Massine og den legendariske Vaslav Nijinskij. Alle fire kom også til at fungere som koreografer for balletten.

I Paris og London var ballet i begyndelsen af 1900-tallet degenereret til en lidt nedvurderet og overset kunstart. I England blev den nærmest betragtet som en slags cirkus. Ballet blev hovedsagelig danset af kvinder i hvide krinoliner som akkompagnement til musik. Mandlige dansere sås sjældent i forestillingerne.

Alt dette vendte Diaghilev og Ballet Russe op og ned på ved at bringe moderne, unge kunstnere, komponister og koreografer sammen for at skabe en ny form for ballet. Resultatet var dristige, ekspressive forestillinger, men farverige kostymer og scenografier til nutidig musik. Specielt forestillingen Shéhérazade fra 1910 fik stor betydning, fordi den med sin sensualisme og stemning af ”barbarisk pragt”, af Ruslands øde stepper og af det mystiske Østen – forstærkede russernes eksotiske attraktion.

Léon Baksts kostyme-tegning til danseren Nijinskij i balletten Les Orientales fra 1917

Modernismen
Léon Bakst’ dekorationer og kostymer til Shérérazade inspirerede tøjmode, interiør, smykkekunst og alle grene af den dekorative kunst. Forestillingen var som et revolverskud i et spejl, er der blevet sagt om Shéhérazade. Tidens blege farver og nuancer i tøjmode blev afløst af stærke farver, eksotiske dragter og smykker, der ”duftede” af Østens erotik og hemmeligheder. Og snart fulgte indretningen af huse, butikker, restauranter og cafeer efter i samme mønster. Vor tids store modehuse som Jean-Paul Gaultier, Yves Saint-Laurent og engelske Mulberry lader sig fortsat inspirere af Ballet Russe.

Ballet Russe blev eksponent for modernismen i kunsten. Tidens store malere blev ansat til at lave både kostymer og scenografi, bl.a. russerne Léon Bakst, Alexandre Benois, Natalia Gontachrova og Mikhail Larionov, og europæerne Henri Matisse, Pablo Picasso, Georges Braque, Salvador Dalí, André Derain, Miró m.fl.. Kunstnerne skelnede ikke mellem fin kunst og dekorativ kunst, men var begejstret for at prøve kræfter med de forskellige kunstformer.

Stravinskij
Komponister var først og fremmest russeren Igor Stravinskij der var et helt ukendt navn, indtil han begyndte at komponere for Ballet Russe, bl.a. musikken til Ildfuglen, Petrusjka og Le Sacre du Printemps. Andre komponister, der leverede musik, var russerne Rimsky-Korsakov, Mily Balakirev, Sergei Prokofiev, franskmændene Claude Debussy, Erik Satie og Francis Poulenc og tyskeren Richard Strauss.

Efter Diaghilevs død i 1929 blev kompagniet opløst og danserne spredt for alle vinde. Det genopstod delvist under navnet Ballet Russe de Monte Carlo i 1933 med bl.a. Georges Balanchine som koreograf og den unge danske danser Nini Theilade.

Til trods for at Ballet Russe i begyndelsen var et rent russisk projekt med russiske dansere på sommerorlov fra den kejserlige ballet i Skt. Petersborg og med russiske koreografer, kunstnere og komponister – optrådte kompagniet aldrig i Rusland eller det senere Sovjetunionen.

Udstillinger og bøger
I anledning af 100 året for Ballet Russe viser Dansmuseet i Stockholm frem til den 31. januar 2010 en udstilling med kostymer fra korpsets forestillinger og næste år planlægger Victoria and Albert Museum i London en udstilling om kostymer og dekorationer fra Ballet Russe.

Kunstindustrimuseets Bibliotek har flere bøger om Serge Diaghilev og Ballet Russe og om dets kostymer og scenografier:

Boris Kochno: Diaghilev and the Ballets Russes. London, 1971. (II 11439)
Alexander Schouvaloff: Set and costume designs for ballet and theatre. London, 1987. (II 14863 / G 240)
Léon Bakst: Esquisses de décors et de costumes, art graphiques, peintures. Leningrad, 1986 (II 14856 / G 240)
From Russia with Love. Costumes for the Ballets Russes 1909-1933. Canberra, 1998. (II 20887)
Léon Bakst: Sensualismens triumf. Stockholm, 1993. (II 17755)
Robyn Healy og Michael Lloyd: From studio to stage. Costumes and designs from the Russian Ballet in the Australian National Gallery. Canberra, 1990. (II 17754)
Robert C. Hansen: Scenic and costume design for the Ballets Russes. Ann Arbor, 1985 ((I 15192/ T 20)
Överdådets konst. The art of Extravagance. Kostymer från Diaghilews Ryska Balletten i Paris. Stockholm, 1996. (II 17514)
Richard Buckle: In search of Diaghilev. London, 1955 (II 12539)
Les Ballets Russes de Serge de Diaghilev 1909-1929. Strasbourg, 1969 (I 11781)
Deborah Menaker Rotschild: Picasso’s ”Parade”. From street to stage. London, 1991 (II 17510)
I. N. Pruzan: Lev Samojlovic Bakst. Leningrad, 1975. (I 15558)

Last updated 23.07.2010