Månedens fund august 2009

John Ruskin

John Ruskin (1819-1900) var Englands mest betydningsfulde kunstkritiker i midten af 1800-tallet. Han ragede op som et fyrtårn og hans indflydelse og ry nåede langt ud over landets grænser. Han skrev ikke kun om kunst og arkitektur, men også om geologi, ornitologi, botanik, politik, økonomi, forurening – foruden digte og romaner og alt muligt andet. Han var i en periode professor på Oxford University og underviste endvidere engelske arbejdere på Working Men’s College i London.

Bryllupsrejse
I 1848 blev han gift med den 20-årige pige Effie Gray, og året efter tog de på bryllupsrejse til Venedig, som på daværende tidspunkt var under Østrigs herredømme. Togforbindelsen over dæmningen til lagune-øen var ikke bygget endnu, og byen var i det hele taget i svært forfald. De rige solgte ud af deres værdier og forlod byen, kanalerne forsumpede og turisterne blev borte. H.C. Andersen fandt byen ”død som en svane”. Det gjorde John Ruskin dog ikke. Han fandt tværtimod byen fantastisk, og han udråbte Marcuskirken som et arkitektonisk mesterværk, hvor byzantinsk og gotisk arkitektur var gået op i en højere enhed.

Gal eller vis
Om opholdet i Venedig skrev Effie Gray: ”John vækker den mest levende forbavselse hos Gud og hvermand i Venedig, og jeg tror ikke, at de endnu har gjort op med sig selv, om han er meget gal eller meget vis. Intet kan forstyrre ham, og hvad enten Marcuspladsen er fyldt til trængsel eller tom, ser man ham enten med et sort klæde over hovedet, mens han tager Daguerreotypier, eller klatrende rundt omkring kapitælerne, bedækket med støv eller spindelvæv, nøjagtig som om han just var ankommet fra en rejse med den gamle kælling på hendes kosteskaft”.

Ruskin var selv en glimrende tegner og akvarelmaler, og flere af hans skitser er gengivet i den samlede Library Edition af hans skrifter.

Udsnit af en af Ruskins skitser fra en søjle fra kirken på øen Torcello ved i Venedig.

Stones of Venice
Et resultat af opholdet i Venedig blev John Ruskins mest berømte bog The Stones of Venice, der udkom i tre bind i årene 1851-53. Ingen andre byer har fået et sådan monument over sig som Ruskins bog om Venedig. Bogen blev verdensberømt og genskabte byens fordums ry i Vesten. Pludselig kunne alle se, at byen rent arkitektonisk var en juvel i Middelhavet. Ruskins vurdering af byen har holdt sig til vore dage, og da vores egen digter Tom Kristensen rejste i Italien efter 2.verdenskrig, havde han Ruskins bog med i bagagen, da han besøgte byen.

Bogen handler imidlertid ikke kun om Venedig, men også om middelalderens arkitektur i almindelighed (gotikken) og om kunstnerens og arbejderens stilling i samfundet.

Ruskins hovedsynspunkt var, at Gotikken repræsenterer en historisk periode, hvor moral, politik og økonomi indgik i en harmonisk struktur præget af gensidig forpligtelse og ansvar mellem samfundsklasser og den enkelte borger. Denne struktur gav arbejderen og kunstneren en grad af frihed, som var forudsætningen for de smukke bygningsværker, som Ruskin fandt i middelalderens arkitektur.

En af Ruskins egne akvareller.

Moderne malere
Modern Painters(1843), var Ruskins første bog, som han begyndte at udgive, da han kun var 24 år gammel. Den var oprindelig tænkt som en pamflet til forsvar hans store forbillede, maleren J.M.W. Turner. Men inden Ruskin var færdig med projektet var pamfletten svulmet op til et værk i 5 bind, hvis sidste del udkom i 1860. Modern Painters gjorde øjeblikkeligt Ruskin til tidens førende kunstkritiker, selv om værket egentlig ikke handler så meget om samtidens moderne malere. Store dele af værket er beskrivelser af naturen, himlen, skyerne, bjergene osv. med deltaljerede, præcise analyser af alt det i naturen og virkelighedens verden, som Ruskin mente, at en maler måtte forholde sig til. Ifølge forfatterinden Charlotte Bronte lærte bogen ”en hel generation at se”.

Politik, økonomi og socialisme
Selv om Ruskin blev ved med at skrive om kunst, blev hans fokus og hovedinteresse i stigende grad rettet mod den fattigdom og elendighed, han så omkring sig i Victoria-tidens England. I et levende og passioneret sprog begyndte han at udfordre industrialismen og frikonkurrencen, der ifølge Ruskin var et resultat af en vantro og hjerteløs civilisations åndelige fattigdom, der avlede umoral og hæslighed. Kapitalismens arbejdsdeling, mekaniseringen og automatiseringen af arbejdsprocesser betød for Ruskin et forfald i kunstens og arkitekturens udvikling. Han slog til lyd for en kunst, der opdrog ved hengivelse og skønhed, og i særlig grad fandt han, at disse værdier var tilstede i gotikken og kunsten før renæssancen. Han prædikede for mere skønhedssans i håndværket og dagliglivets ting. Men han krævede også sociale forbedringer. Skønhedens grundlag var åndelig sundhed, kraft og glæde, og det kunne ikke trives i nød og fattigdom.

Da han i 1860 i The Cornhill Magazine begyndte at skrive artikler, der angreb tidens økonomiske laissez-faire teorier og kritiserede den sociale uretfærdighed, vakte det et voldsomt udbrud af hysteri fra overklassen. Man frygtede at hans ”vilde ord” ville åbne en ”moralsk flodbølge, der ville drukne” overklassen. Cornhill Magazine afviste at trykke flere af hans artikler, men Ruskin udgav dem to år senere i bogen Unto this Last.

Ruskins betydning
Ruskin havde enorm betydning i sin samtid. I første omgang som kunstkritiker. Men også hans flydende, poetiske og smukke sprog og hans sociale skrifter fik en betydning, der rakte langt ud over landets grænser.

Hans tanker om kunst og håndværk var med til at inspirere William Morris og dannelsen af Arts and Crafts- bevægelsen i England. Selv en af modernismens store arkitekter, amerikaneren Frank Lloyd Wright var i begyndelsen af 1900-tallet inspireret af Ruskins teorier om naturens organiske former.

Forfattere og litteraturfolk beundrede hans sprog. Den franske forfatter Marcel Proust var fortryllet af Ruskin og skrev bl.a. om ham: ”Verden blev med ét uendelig dyrebar i mine øjne. Og min beundring for Ruskin gav de ting, som han havde fået mig til at elske, en sådan betydning, at de syntes ladet med en værdi end større en livets”. Den engelske premierminister Gladstone ville gøre ham til Poet Laureate, dvs. til kongelig hofdigter.

Englænderen Bernard Shaw, russeren Leo Tolstoj og inderen Mahatma Gandhi anså ham for en af tidens største sociale reformatorer. Gandhi oversatte Unto this last til indisk. Da de første medlemmer af det engelske parlament for Labour partiet blev spurgt om, hvad der havde haft bestemmende indflydelse på deres liv, svarede de næsten alle sammen ”John Ruskins værker”.

Mange af Ruskins sociale teorier er først blev virkeliggjort i efterkrigstidens velfærdssamfund. Det gælder hans tanker om gode og sunde leveforhold for arbejderklassen, gratis skoler og biblioteker, om adskillelse af bolig og industri, om forurening, naturfredning og bygningsbevaring m.m.m.

Udsnit af omslaget til Ruskins samlede værker i 39 bind, udgivet efter hans død. Værket er indbundet i rødt gedeskind med indprægninger og trykt på bøttepapir.

Kan man læse Ruskin i dag?
Han var kun gift med Effie Gray i fem år, inden de blev skilt i 1854 efter et ægteskab, der aldrig blev fuldbyrdet. Og Ruskin giftede sig aldrig igen. Hans sidste leveår fra ca. 1880 og til hans død i år 1900 var præget af perioder med depression og sindssyge. Han nåede dog at skrive det meste af sine smukke erindringer, der endnu vidner om hans bedste perioder.

Efter hans død udgav vennerne Cook og Wederburn en samlet udgave af Ruskins skrifter i en formidabel Library Edition på i alt 39 bind. Med fyldige noter, krydshenvisninger, registre osv., trykt på allerfineste papir og indbundet i rødt gedeskind og illustreret med bl.a. Ruskins egne fine tegninger og akvareller.

Samtidig med denne udgivelse var det som om, at folk var holdt op med at læse Ruskin og bortset fra bogen om Venedig, syntes han stort set glemt i midten af 1900-tallet.

Den engelske kunsthistoriker Kenneth Clark udgav i 1964 bogen Ruskin today, hvor han bringer uddrag af det bedste Ruskin skrev. Om årsagen til at folk holdt op med at læse Ruskin, skriver Clark i indledningen blandt andet, at Ruskins tidlige skrifter for tydeligt er præget af hans religiøse og moralske forkyndelser. Ruskins ordrige og højtsvungne engelsk var også for meget for moderne mennesker i det 20. århundrede. Som en tredje og sidste årsag nævner Clark, at Ruskin havde svært ved at holde fokus og koncentrationen. Hver ny sætning hos Ruskin er som et afsæt til en ny tankerække. Ruskin har selv udtalt, at han ikke følte, at han havde behandlet et emne grundigt nok, før end han havde modsagt sig selv mindst tre gange. Derfor kan man heller ikke udlede nogen kunstteori eller samlet kunstopfattelse hos Ruskin.

Ruskins og William Morris analyse af samtidens kunsthåndværk og arkitektur var måske rigtig nok, men deres konklusioner var forkerte, i den forstand, at de søgte en løsning på problemerne i fortidens måde at gøre tingene på og forkastede de muligheder, som industrialiseringen og de nye materialer trods alt gav.

Alligevel fremhæver Kenneth Clark grunde til stadig at læse Ruskin. Han var en formidabel iagttager, der både poetisk og sanseligt kunne beskrive de ting han så i vidunderlige analyser. Dramaet i hans eget liv afspejler sig også i mange af hans skrifter, og derfor er de så herligt uforudsigelige og overrumplende i deres temaer og udsagn.

Interessen for Ruskin har været stigende i den sidste halve snes år. I hundredåret for hans død i år 2000 afholdt Tate Gallery i London en udstilling om Ruskin, Turner and the Pre-Raphaelites og Tim Hilton har udgivet sine store biografier i to bind om Ruskin. I mange år var Ruskins skrifter ikke til at opdrive og antikvarboghandlerne smed nærmest hans bøger ud. Sådan er det ikke mere. Hans centrale skrifter er alle genudgivet i de senere år.

I Kunstindustrimuseets bibliotek har vi bl.a. den flotte Library Edition i 39 bind:

John Ruskin: John Ruskin, The works of. Bd. 1-39. London, 1903-12. (I 9309)
Kenneth Clark: Ruskin today. 1964 (I 10623)
P.D. Anthony: John Ruskin’s labour. 1983 (I 14791)
Anuradha Chatterjee: “Tectonic into textile: John Ruskin and his obsession with the architectural surface,” -i: Textile. The Journal of Cloth and Culture, vol.7, issue 1, March 2009, s.68-97.

Last updated 23.07.2010