Logo

Tekstil- og dragtsamling

Marie Gudme Leth tekstil Tekstil af Marie Gudme Leth

Tekstil- og dragtsamlingen er en af landets største og fineste samlinger af tekstiler med højdepunkter inden for de fleste områder af tekstilkunsten fra renæssancen til i dag. De største samlinger findes inden for dansk broderi, vævning og tekstiltryk fra det 20. århundrede. Dragtsamlingen består af ca. 750 hele dragter, fortrinsvis til kvinder, foruden hatte, sko, tasker og øvrige accessoires med hovedvægten lagt på det 20. århundrede.

Jean Voigt grønt complet Grønt complet af Jean Voigt

Samlingen rummer bl.a. gobeliner, franske og italienske silkestoffer, almuevævninger og broderier fra alle egne af verdenen, kniplinger fra forskellige perioder, batikkunst, ikatvævning og kinesiske og japanske tekstiler.

Tekstilsamling Tekstilstudierummet

Tekstilstudierum

I de permanente udstillinger findes et særligt tekstilstudierum med både permanente og skiftende udstillinger. Et udvalg af billedvævninger og andre tekstiler udstilles i de øvrige permanente udstillinger.

Besøg og fremvisninger

I museets åbningstid kan der arrangeres besøg og fremvisninger i Tekstil- og Dragtsamlingen for forskere, studerende og grupper med særlige ønsker.

Tekstilernes langsigtede bevaring kræver omhyggelig indpakning, der beskytter mod lys og insektangreb. En fremvisning fra de magasinerede samlinger kræver et forarbejde og efter fremvisningen en nedpakning og genplacering af tekstilerne, som tager tid og derfor skal indpasses i det øvrige arbejde. Det betyder, at der desværre kan være ventetid på bestilling af fremvisninger.

For aftale om pris og tidspunkt samt indkredsning af emner for fremvisningen kontakt Tekstil- og Dragtsamlingen på: kt @ kunstindustrimuseet.dk eller telefon 33185665.

Tekstilmagasin stofruller Tekstilmagasinet

Sidst opdateret 04.05.2010